Middelfart – 25. maj 2024

Løbet i Middelfart er et lidt atypisk løb. Det er ca 90 km langt, 12 km pr omgang, og med et grusstykke på 1,4 km. Gruset gør, at løbet ligger godt til mig, da jeg er god til at køre offroad (cross) . Allerede på første omgang valgte jeg at sætte et højt cross-tempo på grusstykket for at få splittet feltet ad. Forklaringen er, at når feltet er for stort, er det svært at kontrollere med angreb til højre og venstre. Det lykkes mig og feltet var sprængt i mange stykker. Jeg gjorde det samme, da vi ramte gruset på 2. omgang, og lige efter kom jeg alene af sted med en anden rytter. Vi fandt et udmærket samarbejde, hvor ingen af os førte helt i bund. Altså sad vi og vogtede lidt på hinanden. Dog havde vi et godt forspring til feltet. Vi kørte ca 50 km sammen og lige inden et langt modvindsstykke snød han mig. Han rykkede meget hårdt og jeg nåede ikke at komme med på hjul, da modvinden ramte. Han var en meget stor dreng, der er god til at tonse alene i modvinden, og det var lige det han gjorde. Jeg forsøgte at komme op igen, men det lykkedes mig ikke. Og hvad så? -Jeg valgte at slippe og lod mig falde tilbage til næste gruppe for at spare lidt kræfter og gøre mig klar til at spurte i finalen. Finalen var op ad en lang bakke, så jeg følte, at den kunne jeg godt vinde. Det lykkedes og jeg er godt tilfreds med 2. pladsen. Men alligevel var det en skam, at jeg blev snydt, for jeg tror, at jeg kunne have vundet en spurt om det øverste trin på skamlen. 

Nu vil jeg træne igennem og forberede mig til Bording Cup i Nakskov og DM.

Share this content: