Kuurne – Bruxelles – Kuurne  – 25. februar 2024

Det har været en hård cross-sæson og det kunne mærkes fra hårtop og helt ud i tæerne, da min sæson stoppede. Jeg havde simpelthen brug for en pause, så kroppen kunne finde sig selv igen. 2 uger uden cykel gjorde faktisk godt og jeg blev klar til at sætte gang i landevejssæsonen. Min opstart gik forholdsvis roligt, men træningslejren i Calpe i Spanien, satte det hele i det helt rigtige gear. Derfor var jeg lidt spændt på at skulle køre løb allerede nu, i de hårde belgiske bakker og på brosten, med kun et par ugers landevejstræning i benene. 

Vejret var fint. Ingen vind af betydning og slet ingen vand fra oven. Vi var mange til start. Ca. 160, vil jeg tro, og det er mange på de smalle veje. Løbet kom godt i gang, men som altid, når det er de første løb i sæsonen, sker der en masse styrt. Rytterne er nervøse og det kan både ses og mærkes.

Jeg synes selv, at det hele gik godt. Min form var faktisk helt god, så jeg kørte fint med og jeg sluttede i hovedfeltet. Ikke helt dumt, når jeg tænker på, at jeg kun har været i gang et par uger efter min pause. Jeg må også indrømme, at jeg var lidt “rusten” i mine placeringer i feltet. Jeg burde have siddet længere fremme, så jeg kunne køre med, når der blev stukket i fronten. Når man sidder for langt tilbage i feltet, kan man ikke komme igennem og op til fronten, før det er for sent. Jeg vil love mig selv, at jeg ikke vil lave den fejl igen 😉

Alt i alt er jeg tilfreds, og jeg har virkelig mod på at træne hårdt, så jeg er helt klar til den danske sæsonstart i Påsken. 3 dage i Nord – Hjørring, Hanstholm og Klarup ved Aalborg.

Share this content: