Koppenberg, Belgien – 1. november 2023

Crossløbet på Koppenberg er et af de mest mytiske på hele crosskalenderen.

Koppenberg er en meget stejl stigning med store brosten, der ligger, som de er smidt med en stor skovl. Det er et vildt løb, for de ryttere, der er gode til at køre hårdt opad.

Jeg havde længe glædet mig til det løb, fordi det er så meget anderledes end mange af de andre løb. 

Første november er en helligdag i Belgien og da cross er en af de store sportsgrene, er der rigtig mange tilskuere til løbet. Op mod de 25 tusinde tilskuere, der spiser pomfritter og drikker øl. Det giver en rigtig god stemning hele vejen rundt på hele banen.

Jeg fik en rigtig god start op ad Koppenberg og holdt mig i top ti på første omgang. Ruten var fyldt op med mudder og der var derfor lange løbestykker. Jeg synes selv, at jeg fik disponeret løbet godt, så jeg kunne holde farten hele løbet igennem. 

På sidste tur op ad Koppenberg kunne jeg give det sidste, og jeg sluttede på en 10. plads.

Det er jeg meget stolt over, for det beviser, at jeg hører til blandt de bedste på de helt hårde baner. At få UCI-point i et af de store klassikerløb giver mig et virkelig godt boost på selvtilliden. Jeg er vildt glad.

Share this content: