3 Dage i Nord – Etapeløb i Påsken.
Sjældent ser man Nordjylland i så stille vejr, som de to første dage i 3 Dage i Nord. Sol og lidt forårslune fik vi sørme også.
3 Dage i Nord er et etapeløb. Først et linjeløb i Bjergby ved Hjørring. Dernæst et linjeløb i Hanstholm og til sidst et linjeløb i Klarup ved Aalborg.
Det var det første etapeløb Team Mascot Workwear skulle køre, så spændingen var enorm og det store spørgsmål – “mon vi kan finde ud af det her?” svævede over os.
Hele holdet var enige om, at vi alle ville gøre vores bedste for holdet.
I løbet i Bjergby fik vi 3 mand afsted i et udbrud, og det endte med, at vi fik 1. + 3. + 6. pladserne. Altså fik vi den gule førertrøje.
På en kuperet rute i Hanstholm skulle vi så ud og forsvare vores førertrøje. Det var jo også noget helt nyt for holdet. I starten forsøgte rigtig mange af konkurrenterne at komme afsted, men vi lykkedes med at lukke alle udbrud ned. På sidste bakke, lige inden mål, kom en af vores ryttere af sted og det lykkedes ham at holde hjem. Altså vandt vi også andet løb, og vi beholdt den gule trøje. Ikke nok med det, men vi blev også 3. og 4. i det løb, så vi kunne næsten gå på vandet bagefter. Det var en rigtig god fornemmelse, at holdet kørte så godt og disciplineret.
I Klarup startede vi altså med at have de 3 første pladser i den samlede stilling. Vi vidste, at det vil blive næsten umuligt at holde den placering, for alle andre ville jo “køre” på os.
Det skete jo selvfølgelig også. Helt fra starten røg det ene udbrud af sted efter det andet. Vejret var blæst op, og det gjorde det hele meget sværere. På anden omgang slipper en gruppe på 5 af sted, og jeg var med. Vi holder langt, men min holdkammerat i den gule trøje kommer op med nogle få andre, så det gjaldt om at få ham så langt frem som muligt, så vi samlet kunne vinde løbet. Jeg slutter som nr. 12 og det er OK i den situation. Desværre havde vores andet podie-håb en punktering og måtte udgå. Det samlede resultat blev, at Team Mascot Workwear tog den samlede 1. plads og 4. plads.
Vi er alle rigtig godt tilfredse med vores indsats som hold og vi glæder os til vi igen skal ud og køre ræs.
Share this content: