La Route Des Geants, Ieper, Belgien – 25. august 2024
Løbet i Belgien var et af de lidt mere kedelige løb. Der var en bakke, som vi skulle op ad 3 gange og det var faktisk det. Starten var meget nervøs og koncentreret, da alle vidste, at det gjaldt om at være blandt de første på bakken. Vejene var meget smalle og der var rigtig mange tekniske sving. Alt dette gør, at der var rigtig mange styrt. Efter ca 10 km var jeg helt fremme i forreste geled. På vej ind på bakken blev jeg selvfølgelig fanget bag et styrt sammen med en holdkammerat. Da vi endelig kom fri af styrtet, lå vi næsten bagerst i feltet. Vi gav fuld gas og troede faktisk, at vi var kommet godt frem i feltet, da vi kørte ud på en bred hovedvej. Der var meget sidevind og vi kunne så se, at der lå alt for mange vifter foran os op ad den svagt stigende hovedvej. Alle vifterne jagtede og kørte næsten samme fart. Det betød jo, at vi ikke kom længere frem i feltet. De fleste i min gruppe begyndte at give op og det betød jo så, at jeg ikke havde flere muligheder for at køre mig frem i feltet.
At man kan være uheldig at blive fanget i et styrt er træls, men jeg vil altså arbejde på at ligge helt fremme og undgå de styrt. Faktisk havde jeg gode ben og var bedre end de ryttere, jeg kom til at køre med, så jeg ville helt sikkert have lavet et godt resultat, hvis det hele klappede. Jeg havnede i den tunge ende, men har lovet mig selv, at det var sidste gang.
Share this content: