Randers Bike Week – 1. til 4. august 2024
Randers Bike Week er et etapeløb, der køres i et kuperet område lige vest for Randers.
Team Mascot Workwear stillede med fuldt hold og vi var besluttet på, at vi ville være med til at præge løbet.
Første løb var en 9 km lang enkeltstart. Det gik ikke helt som jeg forventede og håbede. Syren i benene kom alt for hurtigt. Om det var en for kort opvarmning eller hvad pokker der ikke virkede, skal jeg have fundet ud af. Tilfreds var jeg ikke. Jeg sluttede som 81 ud af de 95 startende.
Andet løb var et kort kriterium på 40 km på en kort rute. Der blev kørt fuld gas og jeg havde det ganske fint i benene. Normalt har jeg ikke været helt god på de korte og hurtige løb, men her gik det fint og jeg sluttede som 7. Det var helt godt, for det hele sluttede i en stor spurt.
Det tredje løb var landevejsløbet på 120 km. Der kom ret hurtigt et udbrud af sted og de holdt sig i front i over 100 km. Feltet havde styr på dem, og på sidste omgang blev de kørt ind, og det endte igen i en stor massespurt. Jeg lå ganske godt, med godt overskud til spurten, men desværre stod der alt for mange tilskuere halvt ude på opløbsstrækningen, så man ikke kunne komme til at spurte igennem – af frygt for at køre ind i nogen. Vi kører jo meget stærkt i sådan en spurt. Jeg sluttede som 8. og det er helt ok. Men en skam alligevel, for benene var gode.
På sidste dag skulle der så køres 109 km bakkeløb. Hurtigt kom der et udbrud af sted, og feltet kørte afventende. Det var som om, at alle var helt bevidste om, at klassementet skulle afgøres. En af de hurtige nordmænd havde den gule trøje og bjergtrøjen sad på en rytter fra Herning. Vi lå nummer 3 i holdkonkurrencen. Desværre skete der et uheld og en svensk rytter måtte køres på hospitalet. Løbet blev neutraliseret i ca 45 min. og da vi blev sat i gang igen, var mine ben ikke helt gode. Jeg kunne simpelthen ikke finde tilbage til den gode rytme, men det er jo, hvad der sker, når man får en pause midt i løbet. Det hele endte med, at en af mine holdkammerater vandt løbet og havde så meget tid ned til feltet, hvor den gule trøje sad, at han kørte sig op på løbets andenplads. Bakketrøjen fik vi også hentet hjem pga godt holdarbejde. Og til slut fik vi også indhentet de to hold, der lå foran i holdkonkurrencen, så vi kom øverst på podiet. Jeg sluttede dagens løb som 25 og det er jeg tilfreds med, som løbet nu engang blev afviklet.
Alt i alt var det nogle gode løb, og jeg er sikker på, at de næste løb bliver spændende, for jeg har en god følelse af fremgang.
Share this content: