Løbsrapport fra Zonhoven, Belgien – 8. januar 2023

Efter løbet i Gullegem pakkede vi hurtigt autocamperen og kørte mod Zonhoven. Vores frokost spiste vi som madpakker, mens vi kørte. Der var ingen tid at spilde, hvis jeg skulle nå at teste banen, inden det blev mørkt. Zonhoven var et World Cup løb og det betyder, at det kun er landshold, der kan stille til start. Med andre ord, er det kun de allerbedste fra hvert land, der får lov til at stille til start. Vi nåede Zonhoven og jeg fik kørt banen igennem et par gange. Det var en kæmpe stor sandkasse med de vildeste nedkørsler. Jeg indrømmer gerne, at det var det sværeste, jeg har prøvet. Vejret var fint, men om natten op til løbet kom der en masse regn. Som 1. års junior har jeg ikke fået mange UCI-point i løbet af sæsonen og det er antallet af disse point, der afgør startrækkefølgen. Jeg blev sat ned i bageste række i starten og det gjorde så, at min start ikke blev den succes, som dagen før i Gullegem. Jeg kunne forholdsvis hurtigt mærke, at benene stadig var tunge, men trods det, fik jeg mig kæmpet mig godt op som ca. 45 (fra ca 70) til en gruppe på ca 15 ryttere. På anden omgang sad jeg bag en hurtig Hollænder, som jeg ville følge, men jeg styrtede i det tunge sand og røg så langt tilbage igen. Mine tunge ben gjorde, at det var svært at komme tilbage. Det er træls med så tunge ben, når man gerne vil gøre det godt i de helt store løb. Men jeg ved også, at træningen skal være meget hård (= tunge ben) for at give gode ben lige netop der, hvor de gode ben gør bedst gavn. Og gode ben har jeg brug for næste weekend, hvor der skal køres DM i Ballerup. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, er der en klog mand, der engang har sagt. Jeg sluttede som nr 52 i Zonhoven og en masse erfaring rigere. Lyspunktet er, at jeg blev nr. 15 af de 1. års-ryttere der var med og det er jo dem, jeg skal køre mod næste år. Det skal nok blive godt.

I får lige et par billeder fra turen.

TAK for støtten til alle jer der støtter mig.